Siden sidst

Julemotionsturen 26/12

Årets sidste tur i Fodslaw Herning var julemotionsturen, som i år for første gang havde startsted fra familiehøjskolen i Skærbæk. Vi var spændte på, om dette ville have nogen betydning for antallet af fremmødte. Vejret havde været temmeligt regnfuldt i dagene op til jul, så fra den kant ventede vi kun det værste. Dagen oprandt og vejret viste sig fra sin allerbedste side. Antallet af betalende vandrere var også tilfredsstillende, idet 235 m/k store som små var ude at gå. Alle var godt tilfredse med de få ændringer, vi havde været nødsaget til at foretage. Vi kunne også erfare, at det nye startsted åbnede mulighed for lidt mere råhygge efter turen.

 

Julehilsen 2004

Alle medlemmer og andre vandrevenner ønskes god jul og godt nytår.

Juleafslutning og motionstur 4/12

20 personer var mødt op på Vestervangkolen denne dag. Først gik vi en dejlig tur på 5 km., som Benjamin førte an på. Derefter spiste vi æbleskiver og drak gløgg, som Bent havde stået for at varme op - tak for det. Det var dejligt at komme hjem til. Pakkespillet blev også afviklet i allerhyggeligste stil. Til sidst tog formanden og bagmanden en guitar hver og spillede til at par julesange. Alt ialt en rigtig god og hyggelig eftermiddag, som vi helt sikkert gentager til næste år.

Motionstur fra Ørre naturskole 27/11

Vejret var fint - solen skinnede og 14 m/k havde lyst til en gåtur omkring Ørre. Alle var enige om, at der var meget naturskønt i dette område. Tænk at det kan lade sig gøre at have så godt vejr lige før vi skal skrive december!

Motionstur fra Lundgårdskolen 13/11

Lundgårdskolen kaldte og 12 vandrere mødte op til en gåtur ind over Herning. Rastepladsen var denne gang i formandens garage og vi må sige, der vist nok var lim på stolene/bænkene, da der gik temmelig lang tid inden vi fik os rejst igen. Vi havde en rigtig god tur og endnu en gang var fotografen på pletten.

Motionstur fra Familiehøjskolen i Skærbæk 6/11:

En dejlig varm efterårseftermiddag mødtes 18 vandreglade "Fodslawere" til endnu en tur i det skønne vestjylland. Denne gang skinnede solen fra en skyfri himmel og det var muligt at holde rast uden tag over hovedet. Else og Preben førte os gennem det smukke område øst for Skærbæk og Lind. Tænk at vejret kan være så godt i november måned.

Rundvandrevej nr. 3 på lørdag d. 23. oktober

Det havde stået ned i stænger hele natten. Da vi kiggede ud af vinduet hjemme på Solvænget, håbede vi at se tørvejr, men nej det havde ikke regnet nok endnu...langt fra. "Mon der i det hele taget kommer nogle i dag?", tænkte vi. Vi lavede kaffe og thevand, pakkede klapkasserne og drog afsted til Vildbjerg...ikke et øje, men efter fem minutter kom der to biler, så var vi 10. Kirsten og Christian havde taget vejen helt fra Skanderborg i den ene bil og i den anden var Karni, Ester og Else. Det var et herrens vejr, men stemningen var god. Vi blev enige om, at nogle nok ville sige idioti, men vi valgte at kalde det stædighed og standhaftighed. (Når man har besluttet sig for at skulle ud at gå....ja så gør man det). Det blev en dejlig og hyggelig tur med godt humør hos alle mand på trods af, at vi var gennemblødte til skindet, da vi kom tilbage til Vildbjerg.

Motionstur fra Brugsen i Hammerum 9/10:

En dejlig tur fra Hammerum på nogle af de stier, som vi også har brugt til Kjælle Casper marchen. Der var 13 deltagere som nød det gode vejr, og de skønne naturoplevelser den slags ture kan give. Vi så tre små råbukke stå på en mark mellem Hammerum og Gjellerup. De havde tilsyneladende ikke noget imod os, da de blot græssede videre. Ærgerligt nok var det lige op mod solen, så det var ikke muligt, at få taget et billede af dem. Pausen denne gang blev holdt ved Napkjær, hvor nogle nysgerrige børn skulle vide, hvad vi var for nogle.

Motionstur fra Haunstrup Brunkulslejer 25/9:

Denne dag var vejrguderne med os. Vi var 18, der mødte op, til en dejlig tur i det skønne terræn omkring Brunkulslejerne. Tænk at man kan bo i Herning og omegn i så mange år uden at have besøgt dette sted en eneste gang. Det vrimlede med biler og løbere derude, da orienteringsløberne havde DM løb denne dag. Der var dog plads til alle i skoven, det kneb mere på P-pladsen.

Motionstur fra Simmelkær 18/9:

Vejret viste sig fra en meget ublid side,  kun 9 havde fundet frem til rundkørselen i Simmelkær. De fik dog en anderledes og spændende tur rundt i terrænet. Turlederen (siger rygterne) var et par gange i tvivl om, hvor i verden selskabet befandt sig, men heldigvis skulle der da tages kartofler op på egnen, så man kunne jo altid spørge. Hvis man så igen kunne komme i tvivl, spurgte man bare igen. Et par af deltagerne var nervøse for, om de kunne nå en aftale senere på dagen. Turlderen fandt igen på råd, og fik arrangeret kørelejlighed til de to, ganske vidst i en varevogn, så de måtte sidde på skødet af hinanden, men kørelejlighed var det da, og hjem kom de. En herlig tur med masser af vand fra oven. Alle tog det med godt humør, og det er jo det vigtigste!

Generalforsamling d. 16/9

Til årets generalforsamling mødte 18 medlemmer op, hvoraf 14 var stemmeberettigede (4 par var til stede, hvert husstandsmedlemsskab 1 stemme). Formandens beretning, samt kassererens regnskab blev godkendt. Valg til bestyrelsen: genvalg til Preben Andersen (kasserer), Karni Langhoff (menigt medlem) og Esther Jensen (suppleant). Som ny suppleant i stedet for Henny Jensen blev Bodil Pedersen valgt. Vi i bestyrelsen glæder os meget til det kommende samarbejde med Bodil og takker Henny for indsatsen gennem det sidste år. Der var en god stemning og snakken gik livligt over smørrebrødet og kaffen.

Motionstur fra Sinding kirke 4/9:

Solen skinnede fra en skyfri himmel. Jeg må indrømme, at jeg tænkte, hvad har Sinding at vise frem? Jeg blev meget overrasket. Der er en meget smuk natur omkring Sinding, og besøget på den gamle Nøvling kirkegård var også meget spændende. Ikke et ondt ord om Sinding. Vi var 19 m/k, der var så heldige, at få fremvist en meget smuk tur.

34. Uldjydemarch d. 29/8

Det var med lidt sommerfugle i maven, vi kunne gå denne weekend i møde. Årets største arrangement afmærkningsmæssigt skulle løbe af stabelen. Vi var spændte, men lagde godt ud om lørdagen ved at være færdige med afmærkningen på 4 timer. Godt begyndt, halvt fuldendt som man siger. Dagen oprandt og skyerne truede fra en mørk himmel. Der kom nogen regn i de tidlige morgentimer, men da starten skulle gå, skinnede solen. Der var 141 personer, der havde valgt vor dejlige vandresport, fremfor den sport, de kunne få hjemme i sofaen. (Danmark vandt imens Ol guld i håndbold). Alle var glade og tilfredse med dagens ruter og terræn. Igen takker vi alle, der mødte op, dejligt med så mange positive mennesker samlet på et sted. Tak til folkene fra Slesvig, der troppede op med 40 mand. Vi er i hvert fald godt tilfredse med dagen, og kunne vende næsen hjem igen ved 17-tiden.

Prøvetur på Uldjydemarch d. 22. august

Der var mødt 13 friske mennesker op til denne tur. Planen blev lagt og rastebilen kørt ud til Isenbjerg. Vi bestemte, at vi skulle gå ca. 16 km. Der var fire, som ville med halvvejs, (deres bil var også ved Isenbjerg). Vandrevejret var nogenlunde. Det blæste en del og solen skinnede det meste af tiden. Vi fik dog en byge, da vi skulle have rundstykker på Isenbjerg, men det kunne en paraply gøre meget ved. På vejen hjem fra Isenbjerg fandt vi på en mindre ruteændring, så man i år skal kæmpe med lidt mindre gyvel end tidligere år. Ruterne er altså klar til indtagelse næste weekend, så håber vi bare, rigtig mange følger opfordringen.

Kræftens bekæmpelses DANMARKSVANDRING.

Igen i år stiller Fodslaw Herning afmærkning op til denne vandring. Turen starter fra Sdr. Anlæg kl. 19.00 d. 18/8, så kom og gå en tur på 5 eller 10 km. i eget tempo.

Motionstur fra Hauge gl. skole d. 17. august (sammen med Fodslaw Brande)

Traditionen tro skulle vi have motionstur sammen med Fodslaw Brande. Denne gang var det vores forening til at udpege startstedet og at lægge ruten. Pga. flere sammenfaldende afbud måtte vi bejle til Kjeld og Hanne fra Fodslaw Brande om at føre turen derude. De sagde heldigvis ja og havde fundet en dejlig tur i Hauge og omegn. Tusind tak for hjælpen til Hanne som gik forrest. Der var iøvrigt 27 deltagere som fordelte sig nogenlunde ligeligt mellem de to foreninger.

TV midt-vest vandring d. 10. august

Der mødte 8 personer op på Vestervangskolen, hvorpå vi kørte til Holstebro. I Holstebro kunne vi se at flere af vores medlemmer havde fundet vejen selv. Jeg vil gætte på, at der var ca. 20 deltagere fra Fodslaw Herning, hvilket må siges at være meget godt.

Motionstur fra Skærbæk savværk d. 27. juli

Den første aftentur efter sommerferien. Vi havde meldt os til kommunens "Aktiv ferie" for skolebørnene i Herning kommune. Dette tiltag må siges at være en succes, da 22 børn med deres forældre var mødt op for at gå en tur på 6 km. sammen med os. Vi delte de fremmødte i to hold, som gik henholdsvis 6 km (børneturen) og 8 km (de garvede gængere). Ialt deltog 23 på den lange tur og 33 på den korte. Vi har allerede besluttet os for at melde os igen til næste år.

Efter turen fik vi en overraskelse af de mindre behagelige, da vi fik at vide, at savværket skal jævnes med jorden (det lukkede jo 1/1-04). Der røg så vores startsted til julemotionsturen, men vi er allerede i gang med at lede efter et nyt. Hold øje med pressen og hjemmesiden ang. dette.

Rundvandrevej tur nr. 6

Med start fra Ørnhøj hotel. Vi var denne gang 28 ude at gå. Mange af vore medlemmer havde på forhånd meddelt at 27 km. var for langt at gå, så de kom ikke. Vi havde pga den lange distance besluttet, at køre en bil ud til Fuglsang bro som ligger ca. halvvejs på ruten. Det var en meget stor succes, da deltagerne på den måde slap for at bære alt for meget. Vi havde en god rast i godt vejr. Denne gang blev spredningen på tropperne heller ikke så stor som sidst, hvilket var meget tilfredsstillende. Den efterfølgende grillfest blev desværre aflyst pga. manglende tilmeldinger, men vi prøver igen til næste år.

Motionstur fra Studsgård minihal d. 15. juni

I dag var 25 mødt op. Det var ikke verdens bedste vejr, men vi fik en rigtig god og afvekslende tur i skoven med Anne som turleder.

Motionstur fra Vesterbro vulkanisering d. 1. juni

Første motionstur efter majmotion og Kjælle Casper. Vi var spændte på, om folk kunne holde gejsten oppe, når nu de to konkurrencer var overstået. Det kunne de, skal vi lige love for. 45 personer var mødt op i det strålende solskinsvejr for at gå en tur på ca. 10 km. Turen gik denne gang ud til den nye Fuglsang sø. Herligt med det gode vejr og de mange deltagere.

Kjælle Casper March

Med 150 startende kan foreningen kun være godt tilfreds. Dette deltagerantal giver os et gennemsnit på 98 personer på de seks ture i maj. Det er lidt med vemod, vi har afholdt den sidste Kjælle Casper march, men på den anden side, er det nok tid til nytænkning, tid til at finde nye udfordringer. Vi håber på at se mindst ligeså mange på vores Knudmosevandring den sidste tirsdag i 2005,

Kommunens majmotionist som vandt et års medlemsskab af Fodslaw Herning var Klaus Jensen og årets majmotionist blev Per Thomsen.

Vi havde tre jubilarer, som fik deres erindring (en pokal) for denne store præstation. Det var Emil Møller (tidl. formand), Kjeld Ø. Petersen og Jan Smidt, der havde deltaget på Kjælle Casper march alle 25 år. Tillykke til dem.

Ovenpå en hektisk maj måned har vi besluttet ikke at afholde Unicefmarch i år, men der er stadig mulighed for at komme på Unicefmarch nemlig:

Tirsdag d. 8. juni fra Vildbjerg skole kl. 19.00 eller

Onsdag d. 9. juni fra Industrivej 36 i Ikast kl. 19.00.

Vi mødes på Vestervangskolens P-plads (ved hallen) og fylder bilerne onsdag d. 9. juni kl. 18.20, så følges vi derud.

Majmotion 2004

Majmotionen 2004 er nu vel overstået. Vi er meget tilfredse med deltagerantallet og afviklingen af årets majmotion. Det var 29. gang Fodslaw Herning arrangerede Majmotion, som i sin tid afløste Trim. Traditionen tro begyndte første majmotion i Løvbakkerne (115). Herefter var der tur fra Lind (50), Sdr. anlæg (104), Sunds (68) og Gullestrup (99). Tallene i parantes angiver antal startende på turen.

I alt købte 79 personer startkort til alle fem ture, heraf 44 fra kampagnen Sundt Personale. 124 købte startkort til en enkelt tur. Dette kan vi kun være tilfredse med.

Vi må sige, at vejret gjorde sit til den store succes, da kun én af majmotionsturene var ved at drukne i regn. Fodslaw Hernings bestyrelse siger TAK til alle som mødte op i løbet af maj måned. TAK for jeres gode humør og på forhåbentlig gensyn på Kjælle Casper march. Er man forhindret denne dag, er man meget velkommen på vores motionsture, hvor man blot møder op, hvis man vil med os ud på en hyggelig travetur.

INFO

Bemærk Uldjydemanden er gået på pension og hans barnebarn har overtaget hvervet som Fodslaw Hernings nye logo. Læg mærke til os på turene rundt i landet og på vores Majmotion. Se i øvrigt forsiden af denne hjemmeside.

Motionstur fra Elia 27/4

Ialt 36 gængere var mødt op i det dejlige vejr. Turen gik fra Elia ind mod Herning by. Vi holdt en velfortjent pause i Sdr. anlæg, hvor vi drak den medbragte kaffe/the og saftevand. En hyggelig og dejlig tur.

Motionstur fra Holmparken 20/4

Vores første tur med regn fra start til slut. Alligevel var 23 mødt frem, for at motionere. Ruten gik ad cykelstien mod Gjellerup/Hammerum området, men desværre gjorde regnen det umuligt, at nyde det gode landskab. Vi holdt rast ved kolonihaverne ved Napkjærvej. Dejligt at få sig rørt.

Motionstur sammen med Fodslaw Brande fra Brandtex

Ialt 34 gængere (13 fra Brande, 2 fra Skanderborg og 19 fra Herning) havde fundet vej til Brande, ganske vidst holdt vi fra Herning på en anden P-plads end dem fra Brande! Vi fandt dog hinanden, og Svend Jørgensen førte os ud på en dejlig tur omkring Brande. Efter ca. 4 km. var vi tilbage ved udgangspunktet og holdt rast. Derefter ventede en sløjfe på ca. 6 km. Hergik vi på den lille hede, lige udenfor Brande. TAK til Brande for en veltilrettelagt tur.

Rundvandrevej tur nr. 7

Den 20. marts afviklede vi vores første Rundvandrevej i år. Flere af naboforeningerne havde fået datoen med i deres træningsprogram. Det bevirkede at fremmødet var stort. Ialt 43 deltagere fra mange forskellige nordvestjyske vandreforeninger havde fundet vej til startstedet på torvet i Ørnhøj. En god tur, der blev afviklet i godt vejr.

Træningsturene i foråret 2004

Træningsturene er startet for længst (se lokalkalenderen), og vi har haft et stabilt deltagerantal på ca. 25 hver gang. Vore lokalkendte turledere har sørget for nogle fremragende ruter og gode steder med sol og læ til vore rastepladser, hvor vi har kunnet nyde den medbragte kaffe og kage. Endnu flere er meget velkomne til at deltage på de resterende træningsture fremover. Hvis du er i tvivl eller mangler kørelejlighed så ring eller mail til en fra bestyrelsen, ellers må du bare møde op. Vi skal nok tage godt imod dig.